Om korene
Optagelse i korene
Der er ikke optagelsesprøve til de tre yngste kor, hvor børn, uanset forudsætninger og talenter, får mulighed for at lære at synge.
Hvis du vil synge i Pigekoret, er der optagelsesprøve.
Korskolen har omkring 250 sangere fordelt på 4 kor
- Spirekor 1 og 2 for piger og drenge i 0.-2. klasse
- Børnekoret for piger og drenge i 3.–4. klasse
- Juniorkoret for piger og drenge i 5.–7. klasse
- Pigekoret er for sangere fra 8. klasse og op til 22 år
Dirigenter
- Pia Boysen er leder af korskolen og dirigerer desuden Det Danske Børne -og Spirekor
- Astrid Kastensson Navarro-Alonso dirigerer Det Danske Juniorkor
- Clara Smedegaard dirigerer Det Danske Pigekor
Mødepligt
Vi synger i et forpligtende fællesskab for at dygtiggøre os sammen. Derfor er der mødepligt for alle korsangerne til såvel korprøver som koncerter og gudstjenester.

Formålet med Det Danske Pigekor er at:
- Tilbyde korsang til så mange børn som muligt.
- Udbrede kendskabet til den danske sang- og salmeskat.
- Fremme sangglæden hos børn i alderen fra 6 til 22 år.
- Optimere og fremme det enkelte barns sangevner.
- Fremme fællesskabet mellem korets medlemmer lokalt og i udveksling med andre kor.
- Skabe et naturligt bindeled mellem den yngre og den ældre generation i menighederne blandt andet gennem medvirken ved gudstjenester.
Sådan arbejder vi i korene
Formålet med koret er først og fremmest at tilbyde korsang til så mange børn som muligt. I Det Danske Pigekors korskole kommer sangerne på de forskellige niveauer både i kontakt med danske sanglege samt dansk og udenlandsk folkemusik, men de får også en indføring og opdragelse i den klassiske musik, som giver dem en bredere musikforståelse.
Børnene lærer kunsten at synge i kor, styrke selvværdet gennem fællessangen og samtidig opleve at være en del af et større hele. Det er vigtigt for os, at børnenes første møde med musik foregår på et højt kunstnerisk og pædagogisk niveau, hvilket afspejles i dirigenternes solide erfaring og kvalifikationer.
I Juniorkoret får korsangerne desuden individuel sangundervisning af vores dygtige sangpædagog, der udvikler den enkelte sanger. Dette tilbud intensiveres i Pigekoret, hvor ambitionsniveauet også skærpes i form af en optagelsesprøve, et mere avanceret og større repertoire, koncertrejser til udlandet, m.m.
Fællesskab
Når man synger i kor er man en del af et musikalsk fællesskab. Børn og unge synger sammen på tværs af alder og baggrund, hvilket kan noget helt særligt i forhold til at forme og danne børnene i et forpligtende fællesskab.
Gennem musikken har vi har vi et fælles sprog og en fælles puls og energi. Vi udtrykker os sammen gennem musikken, hvor hver sanger giver sit helt unikke bidrag til helheden.
Musikken hjælper os til at se, høre og mærke andre end os selv, hvilket danner grobund for et godt og varigt sammenhold, og mange af vores sangere i de ældre kor, har været med fra 6-8-års alderen. Vi tager dog også løbende imod nye sangere, der kommer med andre musikalske baggrunde, og vi har stor fokus på at få alle til at falde godt til rette i korene og blive en del af fællesskabet.
Korene medvirker på skift ved forskellige gudstjenester for børn og voksne i kirkerne under Gentofte Provsti, men de synger også til andre arrangementer.
Korene har blandt andet deltaget i koncerter med Sigurd Barrett, Copenhagen Phil og Det Kongelige Teater. Vi synger også ved forskellige events, i musikvideoer og aktuelle film.
For Pigekoret arrangeres der korudveksling eller koncertrejser i Danmark eller udlandet cirka en gang om året, mens Juniorkoret tager på en årlig weekendtur, der styrker sammenholdet og sangglæden.
Tilmelding & kontingent
Optagelse
Der er ikke optagelsesprøve til de yngste kor, hvor børn, uanset forudsætninger og talenter, får mulighed for at lære at synge.
Hvis du vil synge i Pigekoret, er der optagelsesprøve. Læs mere via tilmeldingslinket herunder.
Kontingent
Der opkræves et årligt kontingent på 1.400 kr. for sangere i Spire- og Børnekoret og 1.800 kr. for Junior- og Pigekorets sangere.
I forbindelse med koncertrejser og andre former for korture må der påregnes yderligere egenbetaling ved deltagelse.